El-installationsfirmaet, Brdr. Weibel El-Teknik, har udskiftet hele belysningen i butikslokalerne hos Byens Bazar i Søborg, og det kan både ses på energiforbruget og på elregningen.
Under et samarbejde mellem Gladsaxe Kommune og el-firmaet, Brdr. Weibel El-Teknik, har kommunens detailvirksomheder fået tilbudt gratis energimålinger med henblik på at optimere butikkernes el-installationer og nedsætte deres CO2-udledning.
Initiativet udspringer af kommunens mål om at nedsætte sin CO2-udledning med 40% inden 2020, hvilket er et led i FN’s 17 verdensmål, der, blandt andet, har til formål at imødekomme den globale udfordring med klimaforandringerne.
Byens Bazar er et cirka 1000 kvadratmeter stort indendørs loppemarked, hvor tusindvis af brugbare ejendele hver dag skifter hænder. Butikkens ejer, Niels Frederiksen, tog i maj 2017 imod tilbuddet fra kommunen om en gratis el-måling, som viste, at det store butikslokales strømforbrug kunne reduceres betragteligt.
Og kort tid derefter udskiftede el-firmaet, Brdr. Weibel El-Teknik, hele butikkens belysning til LED-lys, som både betyder mindre CO2-udledning og en billigere elregning – nu sparer Byens Bazar omkring 30.000 kroner om året på strøm.
Byens Bazar og bæredygtighed
For Niels Frederiksen var det ikke en svær beslutning at acceptere tilbuddet om et energi tjek af Byens Bazars butikslokale, fordi projektet gav anledning til at indtænke bæredygtighed i forretningen, hvilket man, ifølge Niels, er forpligtet til, hvis man har muligheden.
”Det giver god mening at gennemføre investeringer og optimeringer i butikken, som på længere sigt sparer os for udgifter – dette er også med til at skabe en god forretning, og det giver en god følelse at lave en bæredygtig forretning”, siger Niels Frederiksen.
Udover at reducere energiforbruget i butikken i Søborg, er der også blevet gennemført andre bæredygtige initiativer i nogle af kædens andre butikker – plastflasker er blevet afskaffet og nogle steder er der blevet installeret solpaneler.
Brdr. Weibel El-Teknik optimerer virksomhedernes energiforbrug
I samarbejde med Gladsaxe Kommune har Brdr. Weibel El-Teknik siden 2014 lavet el-målinger i Gladsaxes detailhandel med henblik på at optimere butikkernes elforbrug, så de kan spare penge og reducere deres CO2-udledning på samme tid.
Ifølge Dan Weibel, som er medejer af Brdr. Weibel El-Teknik, handler det om at ændre adfærd og materialevalg, når butikkerne vil indtænke klima og bæredygtighed i deres forretningsmodel.
”Hvis man vil nedsætte sit energiforbrug er et tiltag som at udskifte sine lysstofrør et godt sted at starte, fordi det kan halvere den mængde strøm, man bruger” siger Dan Weibel.
Seneste kommentarer