Dan Weibel cykler rundt med sin Energy-Meter på elcykel udlånt af Jupiter Cykler, Mørkhøj. Her er Dan på besøg hos EDC i Søborg.

Dan Weibel fra Brdr. Weibel El-Teknik er i fuld gang med lave energi- og adfærds måling i butikkerne i Gladsaxe, hvor over 50 butikker har meldt sig til at få besøg af Dan Weibel.

Butikker der tager imod tilbuddet vil få opsat en måler, der ”logger” forbruget over nogle dage. Herefter vil butiksejerne få en rapport, der viser fordeling af elforbruget med anbefalinger til, hvad man kan gøre for at spare strøm.

”Hvis du fx har et supermarked, så kan vi måle strømforbruget uafbrudt i hele ugen og få at vide, hvor ”strømfrådserne” er. Er det kasseapparaterne, der bruger standby-strøm? Måske er det en kølemontré, der bruger for meget strøm, fordi køleblæseren ikke er blevet vedligeholdt eller bare støvet til. Eller det kan være at facadelyset sluger strøm om natten, og skal have et tænd-sluk-ur koblet på. Vi kan se, om personalet glemmer at slukke kaffemaskinen, når de holder fyraften. Kort sagt får vi et billede af, hvor der kan sættes ind, hvis de vil spare på strømmen, ” forklarer Dan Weibel fra Brdr. Weibel El-teknik, der står for målinger og udarbejdelse af rapporter.

 

Klima-certifikat til butikken

Projektet er blevet til i et samarbejde med Gladsaxe Kommune, der gerne vil have butikkerne i Gladsaxe til at reducere unødigt energiforbrug. Alle butikker, der gennemfører et eller flere af forslagene i rapporten får et certifikat til at sætte op i butikken, der fortæller, at de samarbejder med Gladsaxe Kommune om at spare på energien og reducere belastningen af klimaet.

Skrevet af Martin Rasmussen – Gladsaxe Kommune

Læs mere om el-tjek.